Snakken går på the dirrrty, muddy streets of Roskilde – alle taler om en fantastisk ribbenstegssandwich, som man næsten ikke kan leve videre uden at have smagt. Den samlede rapspot.dk-redaktion taler ikke om ret meget andet end den sandwich, og her på DUBCNN vil vi bestemt ikke stå tilbage for nogen! Jeg sætter kurs mod Restaurant Rest & Eat i Mediebyen, hvor ribbenstegssandwichen bor.
Betjeningen er lynhurtig. Før jeg har set mig om, står jeg med en indpakket ribbenstegssandwich i den ene hånd og en jordbær/kirsebær/banan-smoothie i den anden. Spændingen stiger til det nærmest ulidelige, og morgenmaden er kun et fjernt minde, jeg kan mærke, at stjernerne står i en helt særlig konstellation (jeg kan dog ikke se nogen stjerner, klokken er ca. 19.15, men alligevel).
Jeg pakker nænsomt (læs: flår papiret af) sandwichen ud, og selvom der er faldet lidt rødkål ud hist og her, er den et smukt syn. Det lune ciabattabrød, som dufter friskbagt og indbydende, er smurt med sennepsmayo og lagt sammen om to stykker ribbensteg med knasende sprød og salt svær. Derudover har den dygtige sandwichmager været rundhåndet med rødkålen og strategisk placeret lidt syltede agurker i passende mængde, og dermed balancerer sandwichen yndefuldt mellem smagsindtryk af surt, sødt og salt.
Smoothien træder lidt i baggrunden, men passer vældig godt til ribbenstegssandwichen på sin egen kølige og diskrete facon. Selvom smoothien i denne sammenhæng blot er en backup-rapper, fornemmer jeg smagen af kirsebær, som spiller genialt sammen med ribbensteg (hvem sagde juleaften?). Det er aldeles elegant, og jeg kan kun ærgre mig over, at jeg ikke har selskab til at nyde dette kongelige måltid med.
Måske havde Keith Murray netop denne ribbenstegssandwich i tankerne, da han skrev “The Most Beautifullest Thing In This World”? Jeg kan ikke udelukke det. I hvert fald er hypen totalt sand(wich): Det er uden tvivl den bedste sandwich, jeg har smagt i festival-regi. Og jeg er ikke engang specielt begejstret for ribbensteg, “I’m a tunsalat kinda girl”, som man siger. Men jeg kan sagtens kende storhed på smagen. Ribbenstegssandwichen er intet mindre end episk!
Karakter: 6 DUBS
Del denne historie
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Onsdag var der dømt en seriøs omgang MC’ing i Street City da Spytbakken All Stars blev rullet af stabelen i form af de vildeste kunstnere fra kollektivet, der har udgivet de 5 “Spytbakken” mixtapes, som egentlig mere er kompilationer af Echo Outs egne hovedkunstnere samt en udvalgt skare af danske undergrundsrappere.
Det er på mange måder en opdatering af de gode gamle opsamlinger fra 90′erne, hvor det handlede om rimglæde, beats og do-it-yourself attitude. Allerede da showet blev skudt igang af Kværn fra M-CNatet og Pede Gøbb var der gang i crowden, og fænomenet Khal Allan piskede også en stemning op, men det var alligevel først da de spillede bangeren “Skru Op”, at der kom noget ordentlig interaktion mellem scene og publikum.
Selvom de alle repræsenterer samme pladeselskab, er det alligevel en broget flok rappere, og det var interessant at opleve Illusionisten levere bloddryppende, dystopisk poesi, for det næste øjeblik at høre Pede Gøbb rappe om fnisetobak af den fineste slags, der så igen blev erstattet af Yogi og Rasmus Modsat, der fik samtlige i publikum til at rejse næven i vejret for bedre overenskomst i dansk hiphop.
Ideen med at de forskellige medlemmer af Echo Out blev på den lille scene mens der blev spyttet i bakken gav en super atmosfære af sammenhold og cipher session. Det passede også perfekt til skate-arealet, hvor det jo netop også handler om at mødes på kryds og tværs omkring sportsgrenene, og det var så i dette tilfælde mikrofonangreb så det baskede.
Man kan med en hvis ret sige, at Trepac virkelig var savnet, for dels er hans nyeste album en af de allerbedst modtagede udgivelser fra Echo Out-lejren måske nogensinde, og dels så handler det jo supermeget om, at tjekke de fedeste collabos fra serien i levende live, og der har han unægtelig hånden om mikrofonen på nogle stykker, fx ville “Café Den Gyldne Klo” med Nota Bene fra Dialekten have sat prikken over i’et.
Desuden er det som udgangspunkt er det lidt bagvendt at lave en “Spytbakken All-Stars” for serien har i lige så høj grad handlet om, at høre nogle undergrundsnavne som at tjekke for dagsformen hos Echo Outs fineste. Derfor ville det selvfølgelig have været sjovt med et par lidt mere obskure artister på scenen, men da der allerede var god kamp om mikrofonerne er det nok meget at forlange.
Da alt kom til alt, og næsten alle rapperne til sidst rockede possecuttet, der bærer titlen “Spytbakken” fra den 3. udgivelse i serien, gik det i den grad op i en højere enhed, og med ordene “vi går fallit, hvis/I ikk’ støtter vores business”, virkede det som om publikum vidste hvad klokken var slået, for der blev solgt CD’er og LP’er til den store guldmedalje efter showet.
4 ud af 6 DUBS
Del denne historie
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Et af de første officielle acts til at rocke Roskilde i år, og dermed cementere at vi ikke gik et ligeså rockkildet program i møde som sidste år var Ordets Magt.
Bag navnet gemmer sig et anderledes freestyle show, hvor de kendte rappere fra MC’s Fight Night, Ham Den Lange, Kejser A, Johnni G og Henrik Hass ikke er blege for at gøgle med rap-improvisationerne og disse både hinanden og sig selv.
Der var underligt nok ikke trukket den store crowd op til scenen før koncerten, men heldigvis havde DJ Bang Bang Club taget gode gamle schlagere som Royce Da 5′9’s “Boom” og Pharoahe Moch’s “Simon Says” med til at ryste skate-arealet godt igennem og lokke folk til scenen, hvis program ellers var temmelig skjult i det officielle materiale.
Det tog ikke lang tid før hiphop-folket havde trukket sig til, og Stefan P kunne introducere freestylerne. Det blev godt med maner med en halvt improviseret, halvt instuderet rutine over Dr Dre’s “Next Episode”, og som det var kendetegnende for showet var det virkelig velvalgte beats, der lå under rimene.
Herfra drog vi ud på en rimet rejse, hvor emner som “måneds-sauce” og Amin Jensen blev slaget. Især Johnni G’s “En rigtig viking er ikke bange for at få blod på sværdet” tog kejler sjovt nok både hos den mandlige og kvindelige del af crowden.
Og at kvinderne var kommet for at fyre den af blev slået fast med teltpløkker, da konceptet “Dagens Mand”, hvor drengene på skift prøver at score et panel af 3 flotte festival-damer. Først var det Ham Den Langes tur til at charmere damerne, der var top-tændte selvom han indrømmede han havde brug for 1½ times pause mellem hver scoring, nu hvor han nærmer sig 30. Selv da Kejser A truede med at tage et par af pigerne med hjem til snuff og kanibalisme, havde de ikke lyst til at slukke for kærlighedens grønne lampe.
Helt galt gik det dog, da det blev Johnni G’s tur til at indtage scenen og panelet blev skiftet ud med 3 svenske drenge, der måske-måske-ikke var homoer. Han virkede lettere chokeret men ellers taklede nordjyden det dog i stiv arm ved at springe frejdigt ud som homoseksuel og opfordre dem til at tage ham bagi. Til sidst afsluttede han med den korte bøn “Roskilde, jeg siger buh huh / Vil I ikke nok lade være at lægge det her på YouTube!”
Det var meget sigende for den times løjer, at der både var plads til spas, som Henrik Hass i rollen som Amin Jensen mod Kejser A som en botox-indsprøjtet Anni Fønsby.
Det hele blev dog stadig holdt i battle-rappens ånd, og efter en løbende knock-out turnering vandt Ham Den Lange dagens interne ORDETS MAGT konkurrence.
Den virkelige vinder var dog publikummet på skate-scenen, og selvom de ikke selv fik lov at deltage fysisk som det var tilfældet med Rawskillz-konkurrencen tidligere år, synes jeg man kunne mærke en glad hiphop-ånd brede sig allerede fra søndag af – og den har været ugen igennem.
Det er måske ikke det bedste freestyle jeg linie for linie har hørt i mit liv, men stadig et af de bedste bud på, hvordan man både kan battle og have det sjovt på samme tid.
4 ud af 6 DUBS
Del denne historie
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Så gik det som forventet og OFWGKTA væltede Cosmopol og alt i dens omkreds lørdag eftermiddag. DUBCNN havde forgæves forsøgt at lægge billet ind på et interview med den karismatiske Tyler, The Creator, men da banden ikke rigtig havde fået sovet, og Tyler ikke havde fået wanket færdig blev vi mødt af en søvndrukken, kampmasturberende ulvebande-leder, da vi ankom til backstagen. Han holdt dog op med at wanke længe nok til at sige hej til Danmark, men det må I vente lidt med at tjekke ud. Her er dog et billede af Tyler, The Masturbator humpende på vej til scenen.
Heldigt det er benet og ikke hånden han har brækket.
Del denne historie
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Vi er på jagt efter et lødigt aftensmåltid, og 10 meter inde i Mediebyen står Anders Madsen Gangsta, bedre kendt som Anders fra VEGA eller DJ AMG, klar med en anbefaling: “Der ligger sådan et thaisted lige rundt om hjørnet. Sidste år spiste jeg der næsten hver dag.”
Thaistedet er for the people – all the people. Det betjener både Mediebyen og festivalpladsen lige 50 meter fra Orange Scene. For 65 kroner kan man få en særdeles fuldvoksen portion red curry og ris med enten oksekød, kylling eller tofu. Der er også suppe med kokos til 35 kroner, men vi går for curry.
PTA vælger – ikke overraskende – oksekød. Man er vel jyde, og mad er først mad, hvis det indeholder stykker af et dyr, der er stort nok til at trække en kærre. Jeg vælger tofu, fordi det er så yo to the streets at være vegetar for tiden (spørg bare Strøm!). Tofu er et vegetabilsk produkt lavet af soyaprotein og smager ikke af noget i sig selv, men tager smag af det, man blander det sammen med. Act like you know!
Red curryen smager dejligt, ikke specielt stærk. Den indeholder hele minimajs, bambusskud og rød peber i rustikke stykker, og det meste er tydeligvis straight from the can, baby! Alt i alt et meget autentisk festivalmåltid.
Men tofu-håndteringen er problematisk. Tofu-stykkerne ligger på toppen af risene og curryen, de er svampede, stygge og smager af absolut ingenting.
Nasty! Jeg styrer uden om de triste grå tofu-firkanter og dykker efter ris og red curry, som redder retten fra at være en total katastrofe. PTAs portion med oksekød smager til gengæld godt, men generelt er portionerne så store, at to personer sagtens kan dele én.
Tofu, red curry og ris – fy for en tofu, men resten var jo delish:
Oksekød, red curry og ris – god, gedigen family-sized festivalklassiker:
Del denne historie
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Mørke aftenskyer trækker stemningsmættede sammen på himlen over Orange Scene. Portishead, de indadvendte triphop-sagnhelte fra Bristol, entrerer scenen uden så meget som et ord til publikum. Første nummer, ”Silence” fra bandets seneste album Third, starter med en båndet stemme på portugisisk og skaber med det samme en atmosfære af fremmedgjorthed mellem publikum og band.
En sort/hvid Beth Gibbons toner aseksuelt frem på storskærmene i sit prototypiske scenetøj, højhalset sort trøje og nussede fløjlsbukser, en afslappet og støvet intellektuel stil, som en universitetsstuderende fra midthalvfemserne. At hun på skærmen ser ud, som om hun bærer Orange Scenes logo som en fjollet, skæv hat er helt sikkert ikke en del af planen.
”Silence” kører i flere tempi, beatet er hektisk og en let gyserstemning breder sig over pladsen. Beth Gibbons vokal er klagende og sær. Stikord fra første vers: Tempted, tormented, wounded, afraid siger det hele. De fleste publikummer står meget stille og glaner op på scenen. Det er som om festen på pladsen er sat på standby, og man begynder at spekulere på, hvad Portishead laver oppe på den største scene.
Portishead spillede faktisk på Arena (daværende Grøn Scene) i 1998, 4 år efter deres genreskabende debutalbum Dummy gav hiphop-heads et artsy og übercool musikalsk alternativ, når det blev for meget med al den golden era hiphop, start- og midthalvfemserne serverede som en 24-timers Las Vegas-buffet.
Af en eller anden grund er Portishead i 2011 et hovednavn på Orange Scene. Ikke fordi de er albumaktuelle – Third udkom i 2008 og forrige studiealbum, Portishead, udkom i 1997. Til trods for et ret overskueligt bagkatalog har bandet street cred og ekstrem kunstnerisk tyngde. Men Portishead er simpelthen ikke et party band, og de superprofessionelle musikeres melankolske indadvendthed og Orange Scene går ikke godt i spænd.
Det er hårdt at se store udvandringer fra plænen alt i mens den hårdtarbejdende lilletromme på ”Magic Doors”, som begejstrer mig og min sidekammerat, afbrydes med et lille pip fra Beth Gibbons (… thank you…), og vi er ovre i to af bandets største hits ”Sour Times” og ”Wandering Star”, der smelter sammen, så ulideligt smukt fremført, at det gør ondt på den gode måde.
Scenen er badet i blåt og rødt lys, og Beth Gibbons’ stemme, der balancerer elegant mellem sang og gråd, rører som altid ved noget dybt, dybt inde: Wandering stars, for whom it is preserved, the blackness of darkness – forever. Det er flydende blæksort poesi over pinagtigt fede beats, og det er så mindblowing at se, hvordan det bliver fremført live komplet med guitar- og scratch-soloer.
”Machine Gun” viser sig at være en regulær game-changer. De knaldhårde elektroniske dræbertrommer gennemhuller lydbilledet som den maskinpistol, de illuderer og flænser trommehinder tværs over pladsen. Sjældent er Orange Scene blevet rocket så hårdt.
Der bygges videre med ”Over”, nu hvor koncerten har fået et veritabelt skud adrenalin direkte i hjertet. Efter et kort stille stykke eksploderer nummeret i desperation og flæsende scratch, men med den forbløffende kontrol, der kendetegner Portishead.
Det er halvfemserne, der spytter hånligt og indifferent i hovedet på Roskilde anno 2011 – med en bund af lyd så sindssygt dyb at man må fryde sig, ildevarslende guitar riffs og slæbende trip-hop trommer.
Klimakset toner ned med ”Glory Box”, et nummer, der nok for mange kendetegner Portishead. Beth Gibbons synger duet med sig selv ved hjælp af sine to vokalpersonaer – den dirrende, klagende superfeminine vokal og den knitrende, vrængende radiostemme fra et fjernt sort/hvidt film noir-univers.
Det bliver pillet lidt med lyden, hvilket resulterer i, at diskanten bliver decideret ubehagelig at høre på under de skærende scratch-sekvenser på ”Cowboys”. Portishead gør sig også i nogle meget abrupte og besynderlige afslutninger. Selvom setlisten er bygget godt op, så er den altså ikke specielt strømlinet.
På ”Threads” leder Beth Gibbons mine tanker hen på Grace Slick fra Jefferson Airplane, den originale dronning af psykedelisk rock, når hun i en sort sky af rumklang synger ”I’m aaaaaaaalwaaaaaaaaays sooooooo uuuuunsuuuuuuure…” og kaster sig ud i en helt afsindig vibrato.
Portishead runder af med en klokkeklar og skælvende fremførelse af ”Roads” – troede jeg – men ”We Carry On”, der minder N.E.R.D.’s ”Everyone Nose” (all the girls standing in the line for the bathroom), bliver det sidste nummer, en virkelig underlig afslutning. Afskedssalutten er en uforløst hyletone i mellemregisteret, der ligger konsekvent gennem hele nummeret, kun afløst af et kort B-stykke.
Portishead er simpelthen outta here efter at have givet fantastisk koncert for de indviede, indadvendte og indforståede – langt fra en musikalsk fællesskabsoplevelse for de beskedne masser på plænen foran Orange Scene.
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Du kender ham sikkert bedst for bogværket “Nr. 1 – dansk hiphopkultur siden 1983″, men Rune Skyum har mange jern i ilden. Fx er den Public Enemy-klædte journalist ude at se på Roskilde Festival for Information som han skal anmelde for. Derudover live-tweeter han også for Informeren på @Skyumpumpe, så skynd dig at følge ham på Twitter, når han rusker op i den intellektuelle smøre. read this entry »
Del denne historie
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
En af de mest hemmelige anmeldere på Roskilde Festival i år må siges at være den ekstremt inkognito personage SpolOpMageren. Vi trængte i midlertid manden med skimasken op i et hjørne og udfrittede ham om hans gøremål.
Han er sendt herud af vores homies fra RapSpot.dk, men anmelder også til sin egen blog. Hans mission er simpel: han vil anmelde ALT hiphop.
Som du kan høre i interviewet bliver han dog mødt af nogle benspænd såsom damer, der skider i det fri, samt acts der vælger at spille på samme tid. Du ved ikke hvem han er, og måske er han i sand MF DOOM-stil flere personer (spoiler: det er han ikke, så han har travlt, poor guy).
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
