Return of the mack! Den amerikanske westcoast-pioner Todd Shaw alias Too $hort er i år 2010 aktuel med albummet ”Still Blowing”. Albummet er Too $horts 18. studiealbum og det ottende siden han i 1996 offentliggjorde, at han ikke ville udgive flere album. Dette standpunkt skulle dog vise sig ikke at holde, og siden sit comeback med albummet ”Can’t Stay Away” fra 1999, har Oakland-veteranen stort set udgivet et nyt album hvert år, sideløbende med diverse mixtapes samt gæsteoptrædener på alt fra Notorious B.I.G. til Lil’ Jon og Snoop Dogg’ udgivelser.
I hiphop-kredse er Too $hort især kendt for sine pimp-fortællinger, sit særprægede oldschool flow, men mest af alt nok den flittige brug af ordet: ”Biatch(!)” der har været den snart 50-årige rappers kendetegn og varemærke, siden hans første kommercielle udgivelse i 1987. På trods af at tematikken rent lyrisk ikke har ændret sig synderligt meget op igennem Too $hort’s karriere, har han dog for hvert album formået at skabe originale numre, bl.a. ved ikke at lade sig binde rent stilmæssigt, holde trit med tiden – især har inspirationen fra nyere hyphy, crunk og dirty south tracks været at spore. Valget af producere virker dog ikke kompromisløst, da det gennemgående musikalske tema i hele Too $hort’s karriere har været funk i en eller anden form eller afskygning, og ”Still Blowing” er ingen undtagelse.
I løbet af de sidste par år har man på diverse hiphop-sites kunnet støde på overskrifter som: ”Rapper Todd Shaw “Too Short” Arrested For DUI & Drug Possession” og lignende, der dækker over et par knap så heldige nyheder om rap-legendens hang til forbudte rusmidler, der uheldigvis er kombineret med en hang til Caddilacs. Hvor mange andre artister ville forsøge at dysse sådanne episoder ned i offentligheden, har Too $hort på ”Still Blowing” – som titlen antyder – valgt at give sin side af sagen. Dette gøres ved indrømmelser om hans tid på rehab og erkendelser om at have haft et seriøst afhængighedsproblem i linjer som ”I even use to smoke my weed with rocks”. Udfaldet er dog at $hort stadig er (for)rygende, står ved sit cannabisforbrug og ikke ser noget problem heri.
I de temaer, der kredses om rent lyrisk, er der som sagt ikke meget nyt under solen, men hvorfor ændrer på noget der virker som det er? Det kan selvfølgelig godt være en blandet oplevelse at lytte til en Oakland-pimp’s synspunkter, hvis man som lytter ikke kan gennemskue at meget af det, der bliver rappet er gimmicks med et glimt øjet, deler humoren, eller er enig i Too $hort’s ofte meget overlegne tilgang til stort set hvad som helst.
Selvom Too $hort ofte er blevet anklaget for at have et slow flow, fejler leveringerne ikke noget. Ligesom tekstuniverset, understreger det tilbagelænede oldschool flow blot Shorts personlige stil, med andre ord: det handler ikke om kvaliteten af tracksene, men om hvor vidt ”Still Blowing” falder i ens personlig smag.
Udover $hort selv, har Crunk-kongerne Lil jon og Jazze Pha givet deres bidrag til lydbilledet. De overasker begge undertegnede positivt, da produktionerne ikke er lige så simple, som man kunne forvente, og det klæder Too $hort’s stil at numrene rent musikalsk ikke også er ”minimalistiske”. overordnet minder det musikalske islæt en inkarneret fan af Too $horts om macken’s gyldne år, hvor beatsene konsekvent blev til ved hjælp af live-musikere.
På ”Still Blowing” er titelnummeret samt ”Checking my hoes” og ”Maggot Brain” især et lyt værd, da disse hver især belyser aspekter af Too $horts univers på en underholdende og ny måde.
4/6
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Ildebrand i bogen! Jeg brugte en nat på at læse Rasmus Poulsen og Karen Mukupas biografi om Natasja, og jeg skal love for det er fængende læsning. Deres fortælling om den fyrige pige, der kunne have taget verden med brandstorm, men hvis lys slukkedes lige før det skete, er så vidunderligt spraglet, medrivende personlig og i det hele taget drønspændede, at man bliver taget med på et eventyr, der selvom det ender frygteligt, efterlader et bekendtskab med en livsbekræftende ildsjæl.
Natasjas liv var et liv i flere forskellige verdener, dels geografisk hvor turen som bekendt går fra Islands Brygge til Sudan, Afganistan, Jamaica samt London og New York men også fra miljøet omkring hiphop til reggae til Christiania til galopbanen og på kryds og tværs derimellem. Det er med at holde tungen lige i munden, når man læser. Tit er det vanskeligt, at holde fokus når man hvirvles rundt i bogen, for Natasja vender tilbage til de samme steder og miljøer og møder de samme mennesker og udfordringer af flere omgange. Bogen sprudler af en detaljerigdom, der vidner om, at forfatterne gerne ville have alt med. Den kan sagtens battle Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden i minutiøs rekonstruktion af hendes liv og levned, og det er kun når enkelt hiphop-nummer ikke synes at svare til kronologien, at man ikke føler sig så suget tæt på hendes hverdag, at der ville vække anerkendelse selv hos østtyske stikkerspioner.
”Natasja” har to spor. Dels et fortalt i nutid der strækker fra Natasjas fødsel (og endda tilbage til hendes mor) og helt frem til efter hendes helgenkåring af eftertiden og dels et spor, hvor Karen i datid fortæller direkte om deres fælles oplevelser frem til ulykken, hvor Natasja dør. Der krydres med citater fra Natasjas tekster og dagbog og det fungerer rigtig godt. Især i Karens fortællinger får man ofte indtryk af et smukt, tæt venindeskab, når de møder og kysser kendte rappere og render panden mod muren i musikbranchen.
Eftersom Natasja i høj grad brugte København og dens musik- og festmiljø som sin legeplads må aktørerne derfra også se sig fremstillet på den måde, som de har opført sig i Natasjas og til dels Karen Mukupas verden. Hvor Ditte Giese i 90erbogen var så sød at anonymisere bølleofferet for Natasjas venlige wrath i en improviseret battle, er der her både navn og adresse, og man slår sig for panden, når ”talentspotter” Remee affærdiger et samarbejde med Natasja med at hun ryger for meget. Visse steder er tæt på at blive en æskefortælling, hvor mødet med en ny person bliver til en fortælling om personen. Når for eksempel Ataf og Natasjas venskab vendes, får vi også kort Atafs historie. Det gør på en gang bogen lidt indviklet men samtidig til en af de grundigste og sjoveste gennemgange af dansk reggae og hiphop nogensinde. Natasja og Karen kommer også ud over grænserne og her er det spændende, hvordan de konstant støder ind verdenseliten som Rakim og Puff Daddy. Historierne er fortalt med fokus på hellere at få for meget end for lidt med, og det svinger fra at det var Jamalski fra Boogie Down Productions, der speedede hendes flow op til de 200 km i timen hun kunne chatte patois på, til at man nok ikke skal tro på at Q-Tip fra A Tribe Called Quest er ”the gay rapper”, hvis man tjekker Natasjas dagbog.
En af bogens kvaliteter er at den kan gå helt ind under huden på Natasja og helt tæt på begivenhederne uden at fælde dom, men det gør samtidig man i nogle afsnit sidder uforløst tilbage som læser. For hvor der er oceaner af Natasjas oplevelser, er der færre af hendes refleksioner og holdninger. Det er jo et vilkår, når man skriver om en afdød, men da de gadedemonstranter som Natasjas er hyret til spille for på et tidspunkt fyrer flasker efter hende, bliver man ret nysgerrig efter at høre, hvordan hun føler sig behandlet af et miljø hun har prøvet at støtte. Også da hun på Jamaica konfronteres med at hun på sin vej mod reggaestjernerne tager pladsen fra et hjemligt talent på den forarmede ø, kunne der godt stå mere om dilemmaet. Det gælder jo for alle, der er privilegeret med flere valgmuligheder, men vælger at blive tysk basketspiller i NBA, dansk barejer på Bali eller dansk hiphopproducer i New York.
Karen Mukupa og Rasmus Poulsen er åbenlyst og indiskutabelt fans af Natasja og af reggae. Den ordbog der findes til sidst, er også proppet med 90% patois, og det er en kærkommen hjælp selvom det nok ikke er os alle der kan knække koden. På mange måder, og i kraft af at Natasja blev den største reggaestjerne herhjemme nogensinde, kan ”Natasja” også læses som en personificering af reggae herhjemme, der møder Danmark med krøllet hår, højt humør, stærk tobak og en åndelighed vi ikke er vant til, og derfor sommetider affærdiger som påtaget og fjollet. Med No Name Requested er hun konstant lige ved at slå igennem, men der er hele tiden et band, der er nemmere at markedsføre eller en ny trend der er smartere i stedet. Det gør også man jubler, når de kommer frem til skiftet til dansksproget reggae, for det er godt nok imponerende at man med så indlysende talent, skal gå så grueligt meget igennem, bare fordi man gerne vil vifte med et rød-gul-grønt flag i sin musik. Karen fortæller indgående og meget modigt om Natasjas død og det flotte ”Ikon”-efterskrift er velvalgt og velskrevet, for det må virkelig være en svær opgave at skulle afslutte en så definitiv bog.
Bemærk også den detalje at forsidebilledet ikke er det kanoniserede fra Shooting Star, men et hvor hun har et lille skævt smil på læben i stedet. Jeg synes det fanger bogens ånd rigtig godt, at den fortæller stærkt om det sørgelige, men aldrig glemmer smilet. Bagpå bogen står der at Natasja ”var et internationalt reggaenavn, og en af af Danmarks mest markante sangere og sangskrivere”. Jeg vil gerne tilføje en af Danmarks bedste rappere. Og jeg håber, ikke at reggae-toningen af siderne skræmmer hiphopperne, for bogen er i dén grad også skrevet til os. ”Natasja” er et vidnesbyrd om en fantastisk og sammensat person, der var en stjerne i sammenhænge man ikke kunne drømme om. Når man bliver konfronteret med det fladpandede, og meget jantedanske udsagn: ”hvad var der så fedt ved Natasja, hun lavede en sang og så døde hun”, ville man ønske, at flest mulige ville tage sig tid til at læse denne bog. Det er meget vanskeligt at fornægte hendes talent efterfølgende. Der er ildebrand i den bog. Fiyah bun!
”Natasja” af Karen Mukupu & Rasmus Poulsen udkommer på Politikens forlag. Den er 400 sider lang, med farvefotos og sangtekster.
5/6
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
En af Englands større eksportvare inden for hiphop har i de sidste par år været Roots Manuva – og det er med god grund. London-rapperens sidste fem albums har alle været glimrende, og skive nummer seks er ingen undtagelse. ”Slime & Reason” er et gennemført elektronisk hiphop album krydret med dancehall- og dubelementer. Mr. Manuva står selv for hovedparten af produktionerne på pladen, og det er også klart de numre, der holder mest. Skæringer som ”C.R.U.F.F.” og ”Kick Up Ya Foot” vil jeg endda mene hører til blandt de bedste Roots Manuva-numre overhovedet. Rapmæssigt har Manuva stadigvæk samme britisk-jamaicanske accent, og flowet er stadigvæk lige så fresh. Teksterne er ikke om bling bling og fucke andre op, men fortællinger om hans liv og de struggles der kan være i tilværelsen. Befriende ikke hele tiden at høre om guldkæder, mens der konstant namedroppes.
De svageste numre på pladen må være ”Do Nah Bodda Mi” og førstesinglen ”Buff Nuff”. Her har Roots Manuva eksperimenteret lidt for meget med at lave decideret dancehall – og resultatet af det er altså ikke nær så godt, som når han laver hiphop. Heldigvis er pladen stort set ellers bare fyldt med elektroniske bangers i den charmerende stil, som kun Roots Manuva mestrer. Hovedparten af de 14 tracks holder tårnhøjt niveau, og der er helt sikkert mange mennesker med forkærlighed for dybt forskellige genre, som vil nyde at smide ”Slime & Reason” på pladespilleren.
5/6
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Damn! er Timbuktus backing band, der ifølge pålidelige kilder (aka the one and only PTA) var større end Timbuktu, dengang de i sin tid hookede op. Det er Damn! sikkert glade for i dag, hvor the Timbuktu tour money keeps flowin’. Deres seneste plade har ventet fire år på sig, og spørgsmålet er selvfølgelig om den er ventetiden værd? Det rigtige spørgsmål er nærmere; er der nogen i Danmark, der venter på en Damn! plade? Sikkert ikke. Men måske de burde vente på den? Sikkert. Pladen er ikke dum, men den er heller ikke fantastisk. Numre som ”Get Your Grown Man On” og ”I’m Not Going To Live Another Day Without You Girl” engagerer, til man begynder at vippe lidt med tåen, men så heller ikke så meget mere. Det hele er sku lidt for caffé latte pænt, så det vil sikkert gøre sig glimrende som baggrundsmusik i Baresso. Men jeg gider personligt ikke sidde for længe på en Baresso, der er trods alt en lidt fesen stemning derinde. Og nu vi snakker fesent, så burde nummeret ”Rattle My Brain” aldrig være på nogen plade. Nogensinde. Det pinlige nummer citerer Jerry Lee Lewis’ klassiker, og jeg må indrømme det er tåkrummende. ”Let’s Zoom In” er godt håndværk, og hvis du elsker at sidde og høre musik på Baresso, vil du sikkert også elske ”Let’s Zoom In”.
3/6
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Jeff er en ung debuterende sanger, der skal forsøge at skille sig ud fra mængden. Han er født i Zimbabwe, men er vokset i Danmark, og bliver præsenteret som prinsen af dansk R&B. Det er dog en lidt overmodig introduktion, for Jeff har ikke meget at byde på. Hans stemme er ok men overhovedet ikke noget ekstraordinært, og så er der selvfølgelig autotuner for alle pengene.
De fleste af teksterne skulle eftersigende være freestyle fra Jeffs side, og derved skulle de komme lige fra hjertet. Problemet er bare, at fristilen er så usædvanlig ringe, at det hele falder sammen. Det er indholdsløst og næsten grinagtigt dårligt, og ikke en gang produktionerne kan redde det en smule, for de er også kedelige og uinspirerende. Det er uoriginal R&B med talentløse omkvæd og irriterende gentagelser hele vejen igennem. Der er måske en lille målgruppe til det, men der skal nok tænkes lidt mere over lyrikken eller øves lidt mere i fristil disciplinen. Hvis Jeff kun har en chance, så er den blevet spildt, for albummet er spild af tid og kommer nok aldrig på anlægget igen.
1/6
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
”Shades of Variety” er en lille ep, hvor den kvindelige rapper som vi tidligere primært har hørt i selskab med ALX udfolder sig på egen hånd. Det er vanskeligt at se sig sur på Tias positive budskab og udtryk. ”Listen to the Music” er et eksempel på en sang, man bliver i godt humør af at lytte til, og man føler sig som en gnaven hater ved tanken om at kaste grus i maskineriet. Musikalsk er Tia i rigtig godt selskab. Produktionerne er varme, melodiøse og vækker minder om en tid, hvor det ikke var nok bare at skrue op for bpm-tallet. Blandingen af soul og klassisk hiphop, passer godt til MC Tias vokal, der er fyldt med masser af pep, men det kan også virke lidt pibende. Somme tider er det desværre komplet umuligt, at lytte rappen af, og man ville ønske hun ville rappe med lidt mere gennemslagskraft. Når man har hørt ep’en igennem, står man tilbage med følelsen af MC Tia endnu ikke helt har fundet sig selv. Det muligvis kræver et større værk, før hun fremstår som andet end en gennemsnitligt MC, der rapper over nogle virkeligt gode produktioner.
3/6
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Khalern (nu Khal Allan) fra OR, har bestemt ikke ligget på den lade side, siden undergrundskæledæggernes fænomenale plade ”Med Love Skal Man Land Bygge” udkom. Stilen er en helt anden – men produktet er lige så helstøbt. Vi taler MF Doom på dansk; bizarre kompositioner og ingen reel rød tråd. Til gengæld er det så fandens velpoleret og unikt et produkt, at det stinker af noget af det bedste danske hiphop vi har hørt i mange, mange år. Han er en vanvittigt dygtig rapper, der leverer skæve, selvransagende og samfundskritiske tekster. Versene bliver ikke bakket op af traditionel hipho, men elektroniske og excentriske produktioner fra ukendte kræfter som Fede Poul og David Phileorige. Kid Kishore leverer også glimrende lydkulisser. Den meget beskidte lyd med psykodeliske elementer passer fremragende til Khal Allans rodede univers og sammensætning af numre – det hele behøver ikke være så forudsigeligt. Alt fra musik til vinylcoveret oser af stil og kvalitet. Khal Allan har formået at skabe sit helt eget univers omkring ”Tuder Og Høvding”. Dette er et unika, og jeg ved ikke, om vi igen er heldige nok til at få sådan en plade at høre fra en dansk kunstner.
6/6
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
”Fun DMC” adskiller sig fra en del andet Los Angeles-hiphop der udkommer i disse dage. Der er nemlig ikke snerten af Dr. Dre-plagiat beats på People Under The Stairs’ nyeste skive. Lyden er lækker old school i det, og det er da også ofte kendte samples, der benyttes. ”Fun DMC” er, som titlen antyder, i virkeligheden musik om at nyde livet og feste, og det er jo fint nok. Pladen er dog en anelse monoton i produktionsstil, og man efterlyser lidt variation over hele linien. 75 minutters lyd kan bare ikke undgå at blive ensformig, når det er lavet i præcis samme form. Numre som ”Step Bacc” og ”The Ultimate 144” er de oldschoolbreak-benyttende favoritter på pladen, og her formår duoen virkelig at lave ny, fresh old school lyd.
På ”Gamin’ On Ya” har People Under The Stairs flippet et computerlydende sample, og det danner grundlag for fortællinger om barndommen og det at spille computer. Ret fresh i forhold til drugrap. ”Fun DMC” vinder helt sikkert på at kreere old school-lyd i moderne hiphop uden at det lyder gammelt og gråt… Men de 50.000$ som Thes One eftersigende har brugt på studieudstyr for at kunne mixe pladen, var måske en smule overkill at bruge på ”Fun DMC”. Skiven er en anelse bedre end middel, og fortjener fire små dubs.
4/6
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
« Nyere Indlæg Ældre Indlæg »
