Der findes, som jeg vist har nævnt et par gange, meget lidt ungdomslitteratur med hiphoppere i fokus, meget mindre end punkere og andre subkulturelle eksistenser. Man skulle ellers tro, at det lå lige for, eftersom vi de sidste 15-20 år har levet i en tid, hvor alle raske, og en del ordentlig syge, unge drenge og piger er blevet udsat for hiphop. Måske føler forfatterne sig på udebane, når de skal sætte sig ind i kulturen, eller også er de der vokset op med hiphop blevet vænnet til at bruger andre medier end litteraturen. Men i Sverige findes der i hvert fald et styks ungdomslit med hiphop i fokus nemlig ”Kong Steves selvlysende hip hip bibel” af Thomas Fröhling. Den er i år blevet oversat til dansk og udgivet af Høst & Søn, og så burde alt jo være yo to the streets, meeeen, i dette tilfælde går der ikke så lidt lost in translation.

I bogen, der består af korte kapitler, der mens den skrider frem skifter mellem dagbogsform, korte episoder, sangtekster og lister, møder vi drengen, der kalder sig Kong Steve. Han beretter og belærer læseren om hiphoppens herlighed, mens han selv prøver at få nogle kammerater, score pigen han er lun på, og selvfølgelig blive kongen af hiphop. Steve er, kan man læse mellem linierne, lidt af en nørdet loner, men det har han ikke rigtig selv indset, han synes selv han er for vild. Måske skal det sige noget om hiphoppens evne til at overkompensere for manglende selvværd, men det bliver lidt tungt at slås med som læser, og jeg tror det gør det svært at spejle sig i Steve. Dernæst virker det dybt besynderligt at give hovedpersonen Kong Steve et navn, der som der står, skal udtales ”Ste-ve, så det rimer på TV. Ikke Steve, rimer på liiiv.” Det fungerer muligvis på svensk, men som pæredansker, kan jeg simpelthen ikke få mig selv til at læse ordet med I det hele taget gør den svenske ramme det hele lidt anstrengt. Ligeså sur jeg er over, at Rocky er versioneret fra Stockholm til København, ligeså meget ville jeg have ønsket den danske oversætter havde placeret Kong Steve i danske rammer, for dels ved de færreste hiphoppere herhjemme hvem Dogge Doggelito og Latin Kings er, dels er der vel ingen grund til at man for at lære at disse skal lytte til ”Dvärg Vs Jätte” med De Sex Apornas Arme, når man bare kunne have hørt ”U vs Y” med UFOYepha. Når det kommer til hiphop, vil jeg også sige, at den enorm skematiske måde, som forfatteren lader Steve rappe på, gør det ikke bare bliver kedelig opremsning, det bliver næsten tåkrummende pinligt a la nummeret ”Fem planeter”:

”Fem små planeter, de drejer rundt i rummet
En blev oversvømmet
Og så var der fire – og bum bummelum

Fire små planeter, de drejer rundt i…” og så fucking videre.

Det kan godt være det skal virke som en barnlig kommentar til et voksent problem, men ikke et eneste sted i bogen føler jeg, at der sidder en rigtig hiphopper og rimer, det virker udelukkende som parodi. Der er nogle meget fine afsnit, hvor Steve stifter nye venskaber, prøver at male lidt graffiti og den slags, men det hele fortoner sig hver gang i, at man ved der kommer nye noller rim-påhit, og bortset fra det afsluttende kapitel, der indeholder nogle fine sandheder serveret med sarkasme, vil jeg til hver en tid hævde, at Kong Steve havde gjort sig bedre som tv-serie, hvor formen havde været mere oplagt. Højdepunket i bogen er faktisk en ret sjov sammenligning af pod-racer sekvensen fra ”Star Wars 1 – The Phantom Menace” og ”Bjergkøbing Grand Prix” men dels virker det som en ret voksen overvejelse (direkte fra forfatteren ikke fra figuren), og dels har det ikke rigtig noget med hiphop at gøre, og man ærgres over forfatteren ikke var i stand til at finde lignende skarpe hiphop-eksempler.

Jeg følte mig ikke underholdt af ”Kong Steves…” Jeg følte mig lidt fornærmet. Havde bogen heddet ”Kong Steves magiske måde at håndtere sin bekymrede mor” var jeg nok gået mere med på spøgen, for forholdet til den enlige mor er rigtig fint beskrevet. Men alt den glæde jeg som 14-årig husker selv at føle for hiphop, tror jeg ikke kan genfindes i bogen, selvom den udgiver sig for at være et sprudlende kursus i hiphop-begejstring. Den appellerer klart mere til præteenagerne, både i layout og handling, men selv her er den svenske ramme simpelthen for fremmedgørende. Og en ting er, ikke at lave Markoolio om til Kølig Kaj, men noget andet er ikke lave Kong Carl Gustav om til Prins Henrik. Jeg ved at bogens norske oversætter Elling Batman Zedong Borgersrud fra Gatas Parlament har været ude i en gendigtning, der passer til norske (hiphop-)forhold. Den slags adaptation skal Kong Steve simpelthen ha’, før han kan glide ned herhjemme.

Del denne historie

Jeg har fået æren af at skrive den vigtigste anmeldelse af alle, fra årets Roskilde! Og det er en opgave jeg virkelig har taget til mig. Så jeg har haft gang i alle de journalistiske evner jeg nogensinde har hørt om.

Min opgave lød: Anmeld pigerne på Roskilde.

http://www.dubcnn.dk/wp-admin/post.php?action=edit&post=2010&message=1

Umiddelbart en simpel opgave. For pigerne på Roskilde var alle sammen the shit! Det var MEGET svært at koncentrere sig om éns andre opgaver, fordi der var så mange smukke piger overalt. Og mine kollegaer er helt sikkert enige.
Der var sveske piger. Norske piger. Ja selv de tyske piger. Der var mørke piger. Lyse piger. Tynde piger og de store piger! Piger, der stik i mod Roskilde ’’ånden’’, gik i bad hver dag. Og piger der var halv klamme, efter en uge i et lummert telt. Måske er alle piger smukke i urinstøvets skær? Hvem ved. Men, i hvert fald, min konklusion er, at de har fortjent den højeste karakter jeg har mulighed for at give!

6/6

Del denne historie

Morgenkoncerten på festival foregår lidt over 12, og som regel er det svært at banke Roskilde ud af fjerdene. Både Balstyrko og Pede B gjorde det fornemt året før, og i år var det sammen med Kasper Spacey (som konferencier Per V så vittigt kaldte ham), at festivalgængerne skulle befri deres liv. Han lugter lidt af de to forgående navne, og passede som sådan godt til tjansen. Cosmopol var også pænt fyldt op, både foran og på scenen. Spez havde nemlig trukket fuldt band med i behørigt pjaltede jakkesæt, og han stod selv for at sætte koncerten i gang med en lirekasse, der først spillede pivfalsk, for kort efter at vække publikums begejstring da den fandt tonen. Spez ramte også tonen som en nærværende, lidt flagrende entertainer, der først med numrene “Kasper” og “Jens” fik lagt en tung stemning, der fik et mere følsomt touch med “Kloak Barbie” og “Pigen på væggen”. Han er næppe gået platin eller noget der kommer tæt på, men til gengæld har Kasper Spez en anseelig fanskare og ikke så få af dem var mødt op på Cosmopol, hvor de sang med, ikke bare på omkvæd, men også på versene.

Traditionen taler for at Roskilde er stedet, hvor featurekunstnere møder talstærkt op og kompletterer de numre, vi ellers må høre i afkortede versioner ude på spillestederne, men vi måtte undvære et par af Spez’ helt store gæster. Så hvis nogen skulle spørge hvem L.O.C. var, var det ham, der skulle spille med Selvmord på Nibe, men Spez havde valgt at blande kortene, så vi i til gengæld fik et nummer med 4Pro og en godt brovten Pede B, der ruskede op i publikum med lidt freestyle, og efterfølgende satte energiniveauet et hak op. Pernille Valentin kunne heller ikke være der, men på duetten “Dagen derpå” tonede hun frem på storskærmen, med en feature indspillet i græsset foran Orange Scene. Det virkede glimrende, især at se den klejne sang-fe blæst op i stor størrelse. Med Es og SvenOpiden fra Revoltage på scenen mod afslutningen var der intet at klage over med hensyn til gæster. Faktisk kunne det være lidt af en oplevelse på et tidspunkt at opleve Spez i en helt nedbarberet version, hvor han vers står alene, men det er Roskilde selvfølgelig ikke stedet til.
Kasper Spez leverede en god og godkendt koncert, som gik lidt langsomt i gang, men blev pisket godt op i gear som den skred frem. Når fantasten ikke var fuldstændig fantastisk skyldes det udelukkende, at numrene fra albummet stadig ikke fænger så meget i min verden, at de overgår undergrundsklassikerne fra “Love Junkie”. Det er som om, at der skal endnu en udgivelse til, før Spez har bagage nok til virkelig at rive os med på rejse rundt i sit univers. Jeg tror han bliver endnu bedre næste gang.

4/6

Del denne historie

Ye! Just hjemvendt, endda med næsten alt i behold og en godt tiltrængt nats søvn i bagagen, synes DUBCNN ikke at vore læsere skal snydes, for anmeldelsen af så vild en koncert som vi oplevede med TECH N9NE. Fredag aften klokken 24.00, et vel nok meget passende tidspunkt, skete der nemlig noget på Roskilde dyrskueplads, som få havde fortjent at gå glip af! DUBCNN havde ihvertfald ikke tænkt sig at misse ud på, hvad der for denne her idiot, må siges at være festivalens absolut fedeste koncert. Efter det alt for sparsomme hiphop-program på årets festival, havde vi alle nok skruet forventningerne virkelig højt op til aftenens koncert, men det viste sig dog i løbet af koncerten, at vi sagtens kunne have skruet dem helt op til skyerne og stadig have fået indfriet dem. Tech N9ne kom nemlig ud med et brag! Odeon scenen, som lagde telt til det voldsorgie af en mikrofon-nedslagtning vi var vidner til, havde ikke en chance. Tech og homeboy Krizz Kaliko, leverede en så ufejlbarlig præstation, at jeg tit var i tvivl om det var menneske eller maskine vi hørte rappe. Sjældent ses publikum mere med end de var denne aften. Odeon fungerede mest af alt som et stort sort hul, der sugede intetanende forbipasserende til sig, i takt med maskingeværet blev rettet mod enhver der kom indenfor dens fatale point of no return. Udover den udførlige teknik i de to mc’s, var der endda en formidabel lyd på både produktioner og rap til at bakke op. Så da “Einstein” beatet kom på og publikum for femte gang, (!) gav mig gåsehud med deres brøl, var jeg i hvert fald solgt. “Welcome to the Midwest” i nærmest bedre end cd-kvalitet, gjorde det bestemt heller ikke værre og publikum gik selvfølgelig helt amok da L.O.C pludselig kom hoppende frem, fra det forjættede land omme bag scenen, for give “Just A Girl” klask. Der er generelt meget lidt kritik fra min side, af hvad vi her oplevede og den smule der er, fx at jeg personligt savnede favoritter som “This Ring” og andre ældre Tekka Nina ting, bliver mere end opvejet, af den grad af nærkontakt der her var mellem publikum og kunstner. Kort sagt… Gik du glip af denne koncert, var du ikke på Roskilde i år!

6/6

Del denne historie

Torsdag nat stod i elekcro-dramaets tegn, da DUBCNN og peeps endnu engang befandt sig ved Cosmopol-Scenen på Roskilde Festivalen. Denne gang var der dog ikke tale om en decideret koncert som på det øvrige program, men den kontroversielle electric-boogie forestilling “HumanRobot (-More than music)” skrevet af Steen Koener med kunstneriske bidrag fra diverse poetry-slammere og sangerinden Lucy Love, der gav publikum stof til eftertanke fra storskærmen bagerst på scenen. Hovedtemaerne i HumanRobot er de klassiske kontroverser mellem mennesket og teknologien, samt de åbne spørgsmål om hvor grænserne går, beskrevet ved hjælp af endnu mere klassiske temaer som krig vs. fred, kærlighed vs. had, underbygget af det nøje tilrettelagte sceneshow med en masse visuelle effekter, der talte fx nærbilleder af alt fra blodceller til en minirobot, der blev forstørret på mystisk vis.

Omdrejningspunktet i HumanRobot er udover de ”transmitterede” kunstnere, de meget talentfulde electric-boogie dansere på scenen, der fra starten imponerede med overnaturlige mekaniske moves, der overbevisende skabte en kontrast til de ovennævnte fortælleres pointer. Lydbilledet i HumanRobot er et kapitel for sig, da det halvt om halvt består af syrede lyd-design elementer og gennemtrængende elektro-produktioner, så hårdtslående og intense at man som tilskuer til vanviddet nærmest føler sig ligeså miljøskadet, som de skeletlignende menneske-robotter, der bevæger sig rundt på scenen.
Publikums reaktion var dog lidt blandet; ikke at folk ikke gav den op for danserne og de statements, de fjerne stemmer fremsagde i hvert fald til at starte med, men hen mod midten af stykket virkede publikums deltagelse lidt perifer, forhåbentligt fordi man lader sig gribe af den koncentrerede stemning ud på nattetimerne, det er i hvert fald undertegnedes oplevelse og det skal da også siges at folk var med igen da der blevet trukket en kæde af gule og hvide balloner, der kunne kastes rundt med til dansernes sidste show- off, der hører en hver god forestilling til.

5/6

Del denne historie

Jo allerede da han blev annonceret var forventningerne tårnhøje til den lille store kunstner. Prince er samme generation som Michael Jackson og Madonna, og han har siden musikvideo-mediet gik sin sejrsgang i 80′erne været med til at definere hvad moderne pop-musik er. Om han har kostet en tredjedel af budgettet til årets festival, er der nok ikke nogen der vil ud med, men at dømme efter det massive fremmøde, har Prince også mere end trukket sin del af publikum til Roskilde.
Og her stod vi så og ventede på ham. I uvanlig festival-stil skulle der gå først 10 minutter før der overhovedet skete noget, og derefter yderligere 10, hvor det bare var medlemmer af hans band der spillede mundharmonika og gav tommel-op til publikum. Og så kom han. Iklædt et sæt tøj med, hvad ellers, et billede af ham selv på, trådte Prince på scenen, og knap havde han sagt “Dearly beloved…” og slået tonerne til “Let’s go crazy” an, før publikum gjorde netop det, gik fuldstændig bananas, fra forreste række og nedefter.

Det første nummer fik lov til at agere introduktion for hele showet, hvor vi igennem “Let’s Go Crazy” blev præsenteret for hele bandet, der primært bestod af kvinder, en flok forrygende korsangerinder, samt Prince’s guitar, der gennem showet skulle vise sig at få lov at spille en hovedrolle. Den mand kan simpelhen spille spade så duerne græder, og når han råbte ud til crowden “Can I play my guitar?” virkede det mere som en velsignelse end et spørgsmål. Han spiller fuldstændig virtuøst, og både når han lavede soloer og underbyggende rytmen, var det med præcission, der kun er rock-guder værdig. Prince trak os gennem en perlerække af sine hits. Vi fik lov at “Party like it’s 1999″, vi hørte “Me and my guitar”, men han var bestemt heller ikke bleg for at træde i baggrunden. Særlig fin var en udgave af “Nothing Compares 2 U”, hvor han sang den som duet med sin kor-sangerinde, så nummeret fik en næsten gospel-agtig stemning, og rejste sig fra den introverte original til et blive et regulært hit som fællessang. Det var i det hele taget en fornøjelse at se hvor begejstret han var for både publikum og sit band. Et uforglemmeligt moment, var da alle tre korpiger, sang hver deres solo, og Prince agerede tjenende ånd, og lagde en kappe om dem, præcis som funkens godfather, James Brown plejede at få det i sin tid.

Prince er naturligvis mesteren bag den specielle Minnesota-lyd hvor funk, r’n'b, rock og pop blandes, og vi blev i løbet af showet bombarderet med en stribe fede funk-numre, der fik alle til at ryste halen, mens Symbolet selv dirigerede løjerne. Publikum var gennem hele koncerten i hans hule hånd, men da han slog de første toner an til “Purple Rain” og himlen bag Orange Scene indtog et lilla skær, var det som om der kom endnu mere magi i luften. Igen var det i en fornem version, hvor crowden sang med, og i det hele taget havde Prince så meget tiltro til publikum, at han lod os overtage alt fra en linje i versene til hele omkvæd. Med et kort “Denmark, what’s my name?” hvortil vi brølede “Priiiince” forsvandt han fra scenen efter cirka en times koncert, men det var blot for at vende tilbage og spille endnu flere hits, så der næppe har været en eneste til stede, der ikke fik lov at høre sit yndlingsnummer.

Tilbage står en koncert, der satte et fantastisk punktum for årets Roskilde. Jo det har været sjovt når DAD har lukket og slukket med fællessang og cowboy-punk, men det her var en tour de force i hvordan man skruer en koncert sammen, og da Prince halv-sarkastisk råbte ud til crowden, mens han havde gang i nok en mesterlig solo “Denmark do you like real musicians” var det tydeligt, at han også selv var klar over den kvalitet han og bandet lod ose ud over publikum. Prince mere end levede op til hypen, og lavede den fest som vi allesammen havde håbet på. Han gjorde det uden at spille et eneste forkert anslag, synge en eneste tone skævt, og i det hele taget uden at træde et skridt forkert. Det kan godt være han er skingrende skør, dørhamrende Jehovas Vidne, og ikke udgiver ligeså skelsættende musik som tidligere, men denne aften fremstod han som en af de største, og mest funky kunstnere, der nogensinde har indtaget Roskilde. Jeg er faktisk i tvivl om jeg nogensinde har set så god en koncert på Orange.

6/6

Del denne historie

Inden Prince blev tilføjet Roskilde-programmet tronede Gorillaz alene øverst på plakaten. At dømme ud fra deres udgivelser, var der bestemt intet i vejen med det, og da rygterne svirrede om en stjernespækket, kugleskør koncert, er det klart forventningerne blev skruet i vejret. Allerede før koncerten stod det dog klart at rygterne var stærkt overdrevne. Snoop skulle spille andetsteds, De La Soul var taget hjem fortalte folk in the know, og vi fik ikke engang lov til at tage en tur på den vilde side med Lou Reed.

Tilbage stod så Gorillaz i fuldt sømandskostume, anført af Blur-forsangeren Damon Albarn, der afslørede et noget mere diskret marina-outfit. Hvor snakken var gået om en sammensmeltning af genrer og udtryk, lignede de i høj grad et helt almindeligt band. Der var som sådan fine visuals på storskærmene fra tid til anden, men de skulle også bruges til at vise bandet, og derfor blev det aldrig rigtig til det samme tegneserieunivers som vokser frem i gruppens musikvideoer. Med fordel kunne man denne ene koncert, kunne have skruet ned for panoreringen henover symfoniorkester og gæsteinstrumentalister, og holdt fokus på den tegnede affære, så stemningen var forblevet intakt.

Albarn er en ikonisk performer, og han havde i lange perioder publikum i sin hule hånd, men de blev ikke rigtig ført andre steder hen, end gennem fine, pompøse versioner numrene fra Gorillaz’ tre album udsat for strygere og blæsere, og udover en flot version af ”Rhymestone Eyes” var det hele blevet lidt for poleret efter min smag. Men især da gode gamle Bobby Womack kom på scenen til den fine, 70′er-inspirerede ”Style” mærkede man lidt af den lovede galskab og glæde. Af andre features gjorde asiatisk vokalist indtryk og rapper-sangerinden Estelle kom også på scenen, hvilket øjensynligt gav Damon et ekstra gear. Desuden supplerede grime-rapperne Kano og Bashy seancen, men nogen stjerneparade var det nu ikke, og i det hele taget, var det ikke før ekstranumrene, at det hele gik op i højere enhed.

Som jeg ser det, er det i den grad et ekstra problem, at Gorillaz er gået fra at være mystifystisk fantom-maskeleg til at være Damon Albarns ret ufarlige hygge-projekt, hvor han ikke rigtig risikerer noget. Jo, det er stadig en sjov legeplads hvor kunstnere mødes, men det vugger mere end det rykker live. Og så kan man som hiphopper sige, hvad man vil om Blurs musikalske katalog, men havde de spillet “Song 2″, var crowden eksploderet, og det synes jeg egentlig et hovednavn skal kunne få den til. Koncerten overlevede på et dedikeret, engageret og ikke mindst sultent publikum, der garanteret vil mene det var en skidego’ koncert de var til. Men den kunne have været meget bedre.

2/6

Del denne historie

Ye yeeee! Så blev det allerede tid til årets første koncert for DUBCNN crewet, her på Rockskills Festival. Vi fik klaret det klassiske pakæsel-helvede med turen herop og checket ind, kun lige i tide, til at stresse ned og nå med på toget, før Nørrebronx’ finest – høvding Khal Allan, åbnede dette års musikorgie med et brag af en koncert. Publikum var med fra starten, og trods vm og den vilde stemning på camping området, var der mange fremmødte. Pavillon junior scenen blev mødt af en klar og stilsikker Khaleren, der i ledtog med homies Kværn, Steen Rock, Scratchmagic, Doktor Lazerlyde og Dixone leverede en både gennemarbejdet, flot og utroligt live præstation. Vi fik serveret imponerende opvisninger af en stor del af piratkongens bagkatalog. Allan og dagens backup-mænd i baggrunden, Kværn og Dix, gav piraterne fuld søgang fra start og det blev på ingen måde værre af de tre kompetente DJ’s. Sammen formåede de med god føling, at guide både publikum og rappere fejlfrit i enighed, oppe over scenekanten. Gennem hele koncerten blev vi præsenteret for både velfungerende samples og skits og masser af elektroniske islæt, der uden at være nær så påtrængende som andre samtidige, smukt blev flettet ind ind i drengenes gennemarbejdede materiale. Overordnet var det en rigtig fed koncert, især hvis man tager med i sin betragtning at det desværre var et af roskildeprogrammets eneste hiphop-acts, for 2010. De publikummer der havde lagt vejen forbi viste enorm gejst, men samtidig kunne det selvfølgelig mærkes, at folk lige skal igang før galskaben for alvor peaker. Khal Allan og co’s. optræden havde klart fortjent en fyldt plads bag junior teltets tiltrængte skygge, men det var dog helt sikkert en mere end værdig åbning, der blev serveret for de sommerglade og festklare mennesker. DUBCNN blev i hvert fald hyped up og klar som aldrig før, til en uge i edens have, efter dagens warmup!

5/6

Anmeldelse af Anders Carlsen & JC. Billede af ActionMads.

Del denne historie

Return of the mack! Den amerikanske westcoast-pioner Todd Shaw alias Too $hort er i år 2010 aktuel med albummet ”Still Blowing”. Albummet er Too $horts 18. studiealbum og det ottende siden han i 1996 offentliggjorde, at han ikke ville udgive flere album. Dette standpunkt skulle dog vise sig ikke at holde, og siden sit comeback med albummet ”Can’t Stay Away” fra 1999, har Oakland-veteranen stort set udgivet et nyt album hvert år, sideløbende med diverse mixtapes samt gæsteoptrædener på alt fra Notorious B.I.G. til Lil’ Jon og Snoop Dogg’ udgivelser.

I hiphop-kredse er Too $hort især kendt for sine pimp-fortællinger, sit særprægede oldschool flow, men mest af alt nok den flittige brug af ordet: ”Biatch(!)” der har været den snart 50-årige rappers kendetegn og varemærke, siden hans første kommercielle udgivelse i 1987. På trods af at tematikken rent lyrisk ikke har ændret sig synderligt meget op igennem Too $hort’s karriere, har han dog for hvert album formået at skabe originale numre, bl.a. ved ikke at lade sig binde rent stilmæssigt, holde trit med tiden – især har inspirationen fra nyere hyphy, crunk og dirty south tracks været at spore. Valget af producere virker dog ikke kompromisløst, da det gennemgående musikalske tema i hele Too $hort’s karriere har været funk i en eller anden form eller afskygning, og ”Still Blowing” er ingen undtagelse.

I løbet af de sidste par år har man på diverse hiphop-sites kunnet støde på overskrifter som: ”Rapper Todd Shaw “Too Short” Arrested For DUI & Drug Possession” og lignende, der dækker over et par knap så heldige nyheder om rap-legendens hang til forbudte rusmidler, der uheldigvis er kombineret med en hang til Caddilacs. Hvor mange andre artister ville forsøge at dysse sådanne episoder ned i offentligheden, har Too $hort på ”Still Blowing” – som titlen antyder – valgt at give sin side af sagen. Dette gøres ved indrømmelser om hans tid på rehab og erkendelser om at have haft et seriøst afhængighedsproblem i linjer som ”I even use to smoke my weed with rocks”. Udfaldet er dog at $hort stadig er (for)rygende, står ved sit cannabisforbrug og ikke ser noget problem heri.

I de temaer, der kredses om rent lyrisk, er der som sagt ikke meget nyt under solen, men hvorfor ændrer på noget der virker som det er? Det kan selvfølgelig godt være en blandet oplevelse at lytte til en Oakland-pimp’s synspunkter, hvis man som lytter ikke kan gennemskue at meget af det, der bliver rappet er gimmicks med et glimt øjet, deler humoren, eller er enig i Too $hort’s ofte meget overlegne tilgang til stort set hvad som helst.

Selvom Too $hort ofte er blevet anklaget for at have et slow flow, fejler leveringerne ikke noget. Ligesom tekstuniverset, understreger det tilbagelænede oldschool flow blot Shorts personlige stil, med andre ord: det handler ikke om kvaliteten af tracksene, men om hvor vidt ”Still Blowing” falder i ens personlig smag.

Udover $hort selv, har Crunk-kongerne Lil jon og Jazze Pha givet deres bidrag til lydbilledet. De overasker begge undertegnede positivt, da produktionerne ikke er lige så simple, som man kunne forvente, og det klæder Too $hort’s stil at numrene rent musikalsk ikke også er ”minimalistiske”. overordnet minder det musikalske islæt en inkarneret fan af Too $horts om macken’s gyldne år, hvor beatsene konsekvent blev til ved hjælp af live-musikere.

På ”Still Blowing” er titelnummeret samt ”Checking my hoes” og ”Maggot Brain” især et lyt værd, da disse hver især belyser aspekter af Too $horts univers på en underholdende og ny måde.

4/6

Del denne historie

Ildebrand i bogen! Jeg brugte en nat på at læse Rasmus Poulsen og Karen Mukupas biografi om Natasja, og jeg skal love for det er fængende læsning. Deres fortælling om den fyrige pige, der kunne have taget verden med brandstorm, men hvis lys slukkedes lige før det skete, er så vidunderligt spraglet, medrivende personlig og i det hele taget drønspændede, at man bliver taget med på et eventyr, der selvom det ender frygteligt, efterlader et bekendtskab med en livsbekræftende ildsjæl.

Natasjas liv var et liv i flere forskellige verdener, dels geografisk hvor turen som bekendt går fra Islands Brygge til Sudan, Afganistan, Jamaica samt London og New York men også fra miljøet omkring hiphop til reggae til Christiania til galopbanen og på kryds og tværs derimellem. Det er med at holde tungen lige i munden, når man læser. Tit er det vanskeligt, at holde fokus når man hvirvles rundt i bogen, for Natasja vender tilbage til de samme steder og miljøer og møder de samme mennesker og udfordringer af flere omgange. Bogen sprudler af en detaljerigdom, der vidner om, at forfatterne gerne ville have alt med. Den kan sagtens battle Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden i minutiøs rekonstruktion af hendes liv og levned, og det er kun når enkelt hiphop-nummer ikke synes at svare til kronologien, at man ikke føler sig så suget tæt på hendes hverdag, at der ville vække anerkendelse selv hos østtyske stikkerspioner.

”Natasja” har to spor. Dels et fortalt i nutid der strækker fra Natasjas fødsel (og endda tilbage til hendes mor) og helt frem til efter hendes helgenkåring af eftertiden og dels et spor, hvor Karen i datid fortæller direkte om deres fælles oplevelser frem til ulykken, hvor Natasja dør. Der krydres med citater fra Natasjas tekster og dagbog og det fungerer rigtig godt. Især i Karens fortællinger får man ofte indtryk af et smukt, tæt venindeskab, når de møder og kysser kendte rappere og render panden mod muren i musikbranchen.

Eftersom Natasja i høj grad brugte København og dens musik- og festmiljø som sin legeplads må aktørerne derfra også se sig fremstillet på den måde, som de har opført sig i Natasjas og til dels Karen Mukupas verden. Hvor Ditte Giese i 90erbogen var så sød at anonymisere bølleofferet for Natasjas venlige wrath i en improviseret battle, er der her både navn og adresse, og man slår sig for panden, når ”talentspotter” Remee affærdiger et samarbejde med Natasja med at hun ryger for meget. Visse steder er tæt på at blive en æskefortælling, hvor mødet med en ny person bliver til en fortælling om personen. Når for eksempel Ataf og Natasjas venskab vendes, får vi også kort Atafs historie. Det gør på en gang bogen lidt indviklet men samtidig til en af de grundigste og sjoveste gennemgange af dansk reggae og hiphop nogensinde. Natasja og Karen kommer også ud over grænserne og her er det spændende, hvordan de konstant støder ind verdenseliten som Rakim og Puff Daddy. Historierne er fortalt med fokus på hellere at få for meget end for lidt med, og det svinger fra at det var Jamalski fra Boogie Down Productions, der speedede hendes flow op til de 200 km i timen hun kunne chatte patois på, til at man nok ikke skal tro på at Q-Tip fra A Tribe Called Quest er ”the gay rapper”, hvis man tjekker Natasjas dagbog.

En af bogens kvaliteter er at den kan gå helt ind under huden på Natasja og helt tæt på begivenhederne uden at fælde dom, men det gør samtidig man i nogle afsnit sidder uforløst tilbage som læser. For hvor der er oceaner af Natasjas oplevelser, er der færre af hendes refleksioner og holdninger. Det er jo et vilkår, når man skriver om en afdød, men da de gadedemonstranter som Natasjas er hyret til spille for på et tidspunkt fyrer flasker efter hende, bliver man ret nysgerrig efter at høre, hvordan hun føler sig behandlet af et miljø hun har prøvet at støtte. Også da hun på Jamaica konfronteres med at hun på sin vej mod reggaestjernerne tager pladsen fra et hjemligt talent på den forarmede ø, kunne der godt stå mere om dilemmaet. Det gælder jo for alle, der er privilegeret med flere valgmuligheder, men vælger at blive tysk basketspiller i NBA, dansk barejer på Bali eller dansk hiphopproducer i New York.

Karen Mukupa og Rasmus Poulsen er åbenlyst og indiskutabelt fans af Natasja og af reggae. Den ordbog der findes til sidst, er også proppet med 90% patois, og det er en kærkommen hjælp selvom det nok ikke er os alle der kan knække koden. På mange måder, og i kraft af at Natasja blev den største reggaestjerne herhjemme nogensinde, kan ”Natasja” også læses som en personificering af reggae herhjemme, der møder Danmark med krøllet hår, højt humør, stærk tobak og en åndelighed vi ikke er vant til, og derfor sommetider affærdiger som påtaget og fjollet. Med No Name Requested er hun konstant lige ved at slå igennem, men der er hele tiden et band, der er nemmere at markedsføre eller en ny trend der er smartere i stedet. Det gør også man jubler, når de kommer frem til skiftet til dansksproget reggae, for det er godt nok imponerende at man med så indlysende talent, skal gå så grueligt meget igennem, bare fordi man gerne vil vifte med et rød-gul-grønt flag i sin musik. Karen fortæller indgående og meget modigt om Natasjas død og det flotte ”Ikon”-efterskrift er velvalgt og velskrevet, for det må virkelig være en svær opgave at skulle afslutte en så definitiv bog.

Bemærk også den detalje at forsidebilledet ikke er det kanoniserede fra Shooting Star, men et hvor hun har et lille skævt smil på læben i stedet. Jeg synes det fanger bogens ånd rigtig godt, at den fortæller stærkt om det sørgelige, men aldrig glemmer smilet. Bagpå bogen står der at Natasja ”var et internationalt reggaenavn, og en af af Danmarks mest markante sangere og sangskrivere”. Jeg vil gerne tilføje en af Danmarks bedste rappere. Og jeg håber, ikke at reggae-toningen af siderne skræmmer hiphopperne, for bogen er i dén grad også skrevet til os. ”Natasja” er et vidnesbyrd om en fantastisk og sammensat person, der var en stjerne i sammenhænge man ikke kunne drømme om. Når man bliver konfronteret med det fladpandede, og meget jantedanske udsagn: ”hvad var der så fedt ved Natasja, hun lavede en sang og så døde hun”, ville man ønske, at flest mulige ville tage sig tid til at læse denne bog. Det er meget vanskeligt at fornægte hendes talent efterfølgende. Der er ildebrand i den bog. Fiyah bun!

”Natasja” af Karen Mukupu & Rasmus Poulsen udkommer på Politikens forlag. Den er 400 sider lang, med farvefotos og sangtekster.

5/6

Del denne historie