Girls, girls, girls!
Jeg har fået æren af at skrive den vigtigste anmeldelse af alle, fra årets Roskilde! Og det er en opgave jeg virkelig har taget til mig. Så jeg har haft gang i alle de journalistiske evner jeg nogensinde har hørt om.
Min opgave lød: Anmeld pigerne på Roskilde.
http://www.dubcnn.dk/wp-admin/post.php?action=edit&post=2010&message=1
Umiddelbart en simpel opgave. For pigerne på Roskilde var alle sammen the shit! Det var MEGET svært at koncentrere sig om éns andre opgaver, fordi der var så mange smukke piger overalt. Og mine kollegaer er helt sikkert enige.
Der var sveske piger. Norske piger. Ja selv de tyske piger. Der var mørke piger. Lyse piger. Tynde piger og de store piger! Piger, der stik i mod Roskilde ’’ånden’’, gik i bad hver dag. Og piger der var halv klamme, efter en uge i et lummert telt. Måske er alle piger smukke i urinstøvets skær? Hvem ved. Men, i hvert fald, min konklusion er, at de har fortjent den højeste karakter jeg har mulighed for at give!
6/6
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Morgenkoncerten på festival foregår lidt over 12, og som regel er det svært at banke Roskilde ud af fjerdene. Både Balstyrko og Pede B gjorde det fornemt året før, og i år var det sammen med Kasper Spacey (som konferencier Per V så vittigt kaldte ham), at festivalgængerne skulle befri deres liv. Han lugter lidt af de to forgående navne, og passede som sådan godt til tjansen. Cosmopol var også pænt fyldt op, både foran og på scenen. Spez havde nemlig trukket fuldt band med i behørigt pjaltede jakkesæt, og han stod selv for at sætte koncerten i gang med en lirekasse, der først spillede pivfalsk, for kort efter at vække publikums begejstring da den fandt tonen. Spez ramte også tonen som en nærværende, lidt flagrende entertainer, der først med numrene “Kasper” og “Jens” fik lagt en tung stemning, der fik et mere følsomt touch med “Kloak Barbie” og “Pigen på væggen”. Han er næppe gået platin eller noget der kommer tæt på, men til gengæld har Kasper Spez en anseelig fanskare og ikke så få af dem var mødt op på Cosmopol, hvor de sang med, ikke bare på omkvæd, men også på versene.
Traditionen taler for at Roskilde er stedet, hvor featurekunstnere møder talstærkt op og kompletterer de numre, vi ellers må høre i afkortede versioner ude på spillestederne, men vi måtte undvære et par af Spez’ helt store gæster. Så hvis nogen skulle spørge hvem L.O.C. var, var det ham, der skulle spille med Selvmord på Nibe, men Spez havde valgt at blande kortene, så vi i til gengæld fik et nummer med 4Pro og en godt brovten Pede B, der ruskede op i publikum med lidt freestyle, og efterfølgende satte energiniveauet et hak op. Pernille Valentin kunne heller ikke være der, men på duetten “Dagen derpå” tonede hun frem på storskærmen, med en feature indspillet i græsset foran Orange Scene. Det virkede glimrende, især at se den klejne sang-fe blæst op i stor størrelse. Med Es og SvenOpiden fra Revoltage på scenen mod afslutningen var der intet at klage over med hensyn til gæster. Faktisk kunne det være lidt af en oplevelse på et tidspunkt at opleve Spez i en helt nedbarberet version, hvor han vers står alene, men det er Roskilde selvfølgelig ikke stedet til.
Kasper Spez leverede en god og godkendt koncert, som gik lidt langsomt i gang, men blev pisket godt op i gear som den skred frem. Når fantasten ikke var fuldstændig fantastisk skyldes det udelukkende, at numrene fra albummet stadig ikke fænger så meget i min verden, at de overgår undergrundsklassikerne fra “Love Junkie”. Det er som om, at der skal endnu en udgivelse til, før Spez har bagage nok til virkelig at rive os med på rejse rundt i sit univers. Jeg tror han bliver endnu bedre næste gang.
4/6
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Ye! Just hjemvendt, endda med næsten alt i behold og en godt tiltrængt nats søvn i bagagen, synes DUBCNN ikke at vore læsere skal snydes, for anmeldelsen af så vild en koncert som vi oplevede med TECH N9NE. Fredag aften klokken 24.00, et vel nok meget passende tidspunkt, skete der nemlig noget på Roskilde dyrskueplads, som få havde fortjent at gå glip af! DUBCNN havde ihvertfald ikke tænkt sig at misse ud på, hvad der for denne her idiot, må siges at være festivalens absolut fedeste koncert. Efter det alt for sparsomme hiphop-program på årets festival, havde vi alle nok skruet forventningerne virkelig højt op til aftenens koncert, men det viste sig dog i løbet af koncerten, at vi sagtens kunne have skruet dem helt op til skyerne og stadig have fået indfriet dem. Tech N9ne kom nemlig ud med et brag! Odeon scenen, som lagde telt til det voldsorgie af en mikrofon-nedslagtning vi var vidner til, havde ikke en chance. Tech og homeboy Krizz Kaliko, leverede en så ufejlbarlig præstation, at jeg tit var i tvivl om det var menneske eller maskine vi hørte rappe. Sjældent ses publikum mere med end de var denne aften. Odeon fungerede mest af alt som et stort sort hul, der sugede intetanende forbipasserende til sig, i takt med maskingeværet blev rettet mod enhver der kom indenfor dens fatale point of no return. Udover den udførlige teknik i de to mc’s, var der endda en formidabel lyd på både produktioner og rap til at bakke op. Så da “Einstein” beatet kom på og publikum for femte gang, (!) gav mig gåsehud med deres brøl, var jeg i hvert fald solgt. “Welcome to the Midwest” i nærmest bedre end cd-kvalitet, gjorde det bestemt heller ikke værre og publikum gik selvfølgelig helt amok da L.O.C pludselig kom hoppende frem, fra det forjættede land omme bag scenen, for give “Just A Girl” klask. Der er generelt meget lidt kritik fra min side, af hvad vi her oplevede og den smule der er, fx at jeg personligt savnede favoritter som “This Ring” og andre ældre Tekka Nina ting, bliver mere end opvejet, af den grad af nærkontakt der her var mellem publikum og kunstner. Kort sagt… Gik du glip af denne koncert, var du ikke på Roskilde i år!
6/6
![]()
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Torsdag nat stod i elekcro-dramaets tegn, da DUBCNN og peeps endnu engang befandt sig ved Cosmopol-Scenen på Roskilde Festivalen. Denne gang var der dog ikke tale om en decideret koncert som på det øvrige program, men den kontroversielle electric-boogie forestilling “HumanRobot (-More than music)” skrevet af Steen Koener med kunstneriske bidrag fra diverse poetry-slammere og sangerinden Lucy Love, der gav publikum stof til eftertanke fra storskærmen bagerst på scenen. Hovedtemaerne i HumanRobot er de klassiske kontroverser mellem mennesket og teknologien, samt de åbne spørgsmål om hvor grænserne går, beskrevet ved hjælp af endnu mere klassiske temaer som krig vs. fred, kærlighed vs. had, underbygget af det nøje tilrettelagte sceneshow med en masse visuelle effekter, der talte fx nærbilleder af alt fra blodceller til en minirobot, der blev forstørret på mystisk vis.
Omdrejningspunktet i HumanRobot er udover de ”transmitterede” kunstnere, de meget talentfulde electric-boogie dansere på scenen, der fra starten imponerede med overnaturlige mekaniske moves, der overbevisende skabte en kontrast til de ovennævnte fortælleres pointer. Lydbilledet i HumanRobot er et kapitel for sig, da det halvt om halvt består af syrede lyd-design elementer og gennemtrængende elektro-produktioner, så hårdtslående og intense at man som tilskuer til vanviddet nærmest føler sig ligeså miljøskadet, som de skeletlignende menneske-robotter, der bevæger sig rundt på scenen.
Publikums reaktion var dog lidt blandet; ikke at folk ikke gav den op for danserne og de statements, de fjerne stemmer fremsagde i hvert fald til at starte med, men hen mod midten af stykket virkede publikums deltagelse lidt perifer, forhåbentligt fordi man lader sig gribe af den koncentrerede stemning ud på nattetimerne, det er i hvert fald undertegnedes oplevelse og det skal da også siges at folk var med igen da der blevet trukket en kæde af gule og hvide balloner, der kunne kastes rundt med til dansernes sidste show- off, der hører en hver god forestilling til.
5/6
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Jo allerede da han blev annonceret var forventningerne tårnhøje til den lille store kunstner. Prince er samme generation som Michael Jackson og Madonna, og han har siden musikvideo-mediet gik sin sejrsgang i 80′erne været med til at definere hvad moderne pop-musik er. Om han har kostet en tredjedel af budgettet til årets festival, er der nok ikke nogen der vil ud med, men at dømme efter det massive fremmøde, har Prince også mere end trukket sin del af publikum til Roskilde.
Og her stod vi så og ventede på ham. I uvanlig festival-stil skulle der gå først 10 minutter før der overhovedet skete noget, og derefter yderligere 10, hvor det bare var medlemmer af hans band der spillede mundharmonika og gav tommel-op til publikum. Og så kom han. Iklædt et sæt tøj med, hvad ellers, et billede af ham selv på, trådte Prince på scenen, og knap havde han sagt “Dearly beloved…” og slået tonerne til “Let’s go crazy” an, før publikum gjorde netop det, gik fuldstændig bananas, fra forreste række og nedefter.
Det første nummer fik lov til at agere introduktion for hele showet, hvor vi igennem “Let’s Go Crazy” blev præsenteret for hele bandet, der primært bestod af kvinder, en flok forrygende korsangerinder, samt Prince’s guitar, der gennem showet skulle vise sig at få lov at spille en hovedrolle. Den mand kan simpelhen spille spade så duerne græder, og når han råbte ud til crowden “Can I play my guitar?” virkede det mere som en velsignelse end et spørgsmål. Han spiller fuldstændig virtuøst, og både når han lavede soloer og underbyggende rytmen, var det med præcission, der kun er rock-guder værdig. Prince trak os gennem en perlerække af sine hits. Vi fik lov at “Party like it’s 1999″, vi hørte “Me and my guitar”, men han var bestemt heller ikke bleg for at træde i baggrunden. Særlig fin var en udgave af “Nothing Compares 2 U”, hvor han sang den som duet med sin kor-sangerinde, så nummeret fik en næsten gospel-agtig stemning, og rejste sig fra den introverte original til et blive et regulært hit som fællessang. Det var i det hele taget en fornøjelse at se hvor begejstret han var for både publikum og sit band. Et uforglemmeligt moment, var da alle tre korpiger, sang hver deres solo, og Prince agerede tjenende ånd, og lagde en kappe om dem, præcis som funkens godfather, James Brown plejede at få det i sin tid.
Prince er naturligvis mesteren bag den specielle Minnesota-lyd hvor funk, r’n'b, rock og pop blandes, og vi blev i løbet af showet bombarderet med en stribe fede funk-numre, der fik alle til at ryste halen, mens Symbolet selv dirigerede løjerne. Publikum var gennem hele koncerten i hans hule hånd, men da han slog de første toner an til “Purple Rain” og himlen bag Orange Scene indtog et lilla skær, var det som om der kom endnu mere magi i luften. Igen var det i en fornem version, hvor crowden sang med, og i det hele taget havde Prince så meget tiltro til publikum, at han lod os overtage alt fra en linje i versene til hele omkvæd. Med et kort “Denmark, what’s my name?” hvortil vi brølede “Priiiince” forsvandt han fra scenen efter cirka en times koncert, men det var blot for at vende tilbage og spille endnu flere hits, så der næppe har været en eneste til stede, der ikke fik lov at høre sit yndlingsnummer.
Tilbage står en koncert, der satte et fantastisk punktum for årets Roskilde. Jo det har været sjovt når DAD har lukket og slukket med fællessang og cowboy-punk, men det her var en tour de force i hvordan man skruer en koncert sammen, og da Prince halv-sarkastisk råbte ud til crowden, mens han havde gang i nok en mesterlig solo “Denmark do you like real musicians” var det tydeligt, at han også selv var klar over den kvalitet han og bandet lod ose ud over publikum. Prince mere end levede op til hypen, og lavede den fest som vi allesammen havde håbet på. Han gjorde det uden at spille et eneste forkert anslag, synge en eneste tone skævt, og i det hele taget uden at træde et skridt forkert. Det kan godt være han er skingrende skør, dørhamrende Jehovas Vidne, og ikke udgiver ligeså skelsættende musik som tidligere, men denne aften fremstod han som en af de største, og mest funky kunstnere, der nogensinde har indtaget Roskilde. Jeg er faktisk i tvivl om jeg nogensinde har set så god en koncert på Orange.
6/6
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Inden Prince blev tilføjet Roskilde-programmet tronede Gorillaz alene øverst på plakaten. At dømme ud fra deres udgivelser, var der bestemt intet i vejen med det, og da rygterne svirrede om en stjernespækket, kugleskør koncert, er det klart forventningerne blev skruet i vejret. Allerede før koncerten stod det dog klart at rygterne var stærkt overdrevne. Snoop skulle spille andetsteds, De La Soul var taget hjem fortalte folk in the know, og vi fik ikke engang lov til at tage en tur på den vilde side med Lou Reed.
Tilbage stod så Gorillaz i fuldt sømandskostume, anført af Blur-forsangeren Damon Albarn, der afslørede et noget mere diskret marina-outfit. Hvor snakken var gået om en sammensmeltning af genrer og udtryk, lignede de i høj grad et helt almindeligt band. Der var som sådan fine visuals på storskærmene fra tid til anden, men de skulle også bruges til at vise bandet, og derfor blev det aldrig rigtig til det samme tegneserieunivers som vokser frem i gruppens musikvideoer. Med fordel kunne man denne ene koncert, kunne have skruet ned for panoreringen henover symfoniorkester og gæsteinstrumentalister, og holdt fokus på den tegnede affære, så stemningen var forblevet intakt.
Albarn er en ikonisk performer, og han havde i lange perioder publikum i sin hule hånd, men de blev ikke rigtig ført andre steder hen, end gennem fine, pompøse versioner numrene fra Gorillaz’ tre album udsat for strygere og blæsere, og udover en flot version af ”Rhymestone Eyes” var det hele blevet lidt for poleret efter min smag. Men især da gode gamle Bobby Womack kom på scenen til den fine, 70′er-inspirerede ”Style” mærkede man lidt af den lovede galskab og glæde. Af andre features gjorde asiatisk vokalist indtryk og rapper-sangerinden Estelle kom også på scenen, hvilket øjensynligt gav Damon et ekstra gear. Desuden supplerede grime-rapperne Kano og Bashy seancen, men nogen stjerneparade var det nu ikke, og i det hele taget, var det ikke før ekstranumrene, at det hele gik op i højere enhed.
Som jeg ser det, er det i den grad et ekstra problem, at Gorillaz er gået fra at være mystifystisk fantom-maskeleg til at være Damon Albarns ret ufarlige hygge-projekt, hvor han ikke rigtig risikerer noget. Jo, det er stadig en sjov legeplads hvor kunstnere mødes, men det vugger mere end det rykker live. Og så kan man som hiphopper sige, hvad man vil om Blurs musikalske katalog, men havde de spillet “Song 2″, var crowden eksploderet, og det synes jeg egentlig et hovednavn skal kunne få den til. Koncerten overlevede på et dedikeret, engageret og ikke mindst sultent publikum, der garanteret vil mene det var en skidego’ koncert de var til. Men den kunne have været meget bedre.
2/6
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Ye yeeee! Så blev det allerede tid til årets første koncert for DUBCNN crewet, her på Rockskills Festival. Vi fik klaret det klassiske pakæsel-helvede med turen herop og checket ind, kun lige i tide, til at stresse ned og nå med på toget, før Nørrebronx’ finest – høvding Khal Allan, åbnede dette års musikorgie med et brag af en koncert. Publikum var med fra starten, og trods vm og den vilde stemning på camping området, var der mange fremmødte. Pavillon junior scenen blev mødt af en klar og stilsikker Khaleren, der i ledtog med homies Kværn, Steen Rock, Scratchmagic, Doktor Lazerlyde og Dixone leverede en både gennemarbejdet, flot og utroligt live præstation. Vi fik serveret imponerende opvisninger af en stor del af piratkongens bagkatalog. Allan og dagens backup-mænd i baggrunden, Kværn og Dix, gav piraterne fuld søgang fra start og det blev på ingen måde værre af de tre kompetente DJ’s. Sammen formåede de med god føling, at guide både publikum og rappere fejlfrit i enighed, oppe over scenekanten. Gennem hele koncerten blev vi præsenteret for både velfungerende samples og skits og masser af elektroniske islæt, der uden at være nær så påtrængende som andre samtidige, smukt blev flettet ind ind i drengenes gennemarbejdede materiale. Overordnet var det en rigtig fed koncert, især hvis man tager med i sin betragtning at det desværre var et af roskildeprogrammets eneste hiphop-acts, for 2010. De publikummer der havde lagt vejen forbi viste enorm gejst, men samtidig kunne det selvfølgelig mærkes, at folk lige skal igang før galskaben for alvor peaker. Khal Allan og co’s. optræden havde klart fortjent en fyldt plads bag junior teltets tiltrængte skygge, men det var dog helt sikkert en mere end værdig åbning, der blev serveret for de sommerglade og festklare mennesker. DUBCNN blev i hvert fald hyped up og klar som aldrig før, til en uge i edens have, efter dagens warmup!
5/6
Anmeldelse af Anders Carlsen & JC. Billede af ActionMads.
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Return of the mack! Den amerikanske westcoast-pioner Todd Shaw alias Too $hort er i år 2010 aktuel med albummet ”Still Blowing”. Albummet er Too $horts 18. studiealbum og det ottende siden han i 1996 offentliggjorde, at han ikke ville udgive flere album. Dette standpunkt skulle dog vise sig ikke at holde, og siden sit comeback med albummet ”Can’t Stay Away” fra 1999, har Oakland-veteranen stort set udgivet et nyt album hvert år, sideløbende med diverse mixtapes samt gæsteoptrædener på alt fra Notorious B.I.G. til Lil’ Jon og Snoop Dogg’ udgivelser.
I hiphop-kredse er Too $hort især kendt for sine pimp-fortællinger, sit særprægede oldschool flow, men mest af alt nok den flittige brug af ordet: ”Biatch(!)” der har været den snart 50-årige rappers kendetegn og varemærke, siden hans første kommercielle udgivelse i 1987. På trods af at tematikken rent lyrisk ikke har ændret sig synderligt meget op igennem Too $hort’s karriere, har han dog for hvert album formået at skabe originale numre, bl.a. ved ikke at lade sig binde rent stilmæssigt, holde trit med tiden – især har inspirationen fra nyere hyphy, crunk og dirty south tracks været at spore. Valget af producere virker dog ikke kompromisløst, da det gennemgående musikalske tema i hele Too $hort’s karriere har været funk i en eller anden form eller afskygning, og ”Still Blowing” er ingen undtagelse.
I løbet af de sidste par år har man på diverse hiphop-sites kunnet støde på overskrifter som: ”Rapper Todd Shaw “Too Short” Arrested For DUI & Drug Possession” og lignende, der dækker over et par knap så heldige nyheder om rap-legendens hang til forbudte rusmidler, der uheldigvis er kombineret med en hang til Caddilacs. Hvor mange andre artister ville forsøge at dysse sådanne episoder ned i offentligheden, har Too $hort på ”Still Blowing” – som titlen antyder – valgt at give sin side af sagen. Dette gøres ved indrømmelser om hans tid på rehab og erkendelser om at have haft et seriøst afhængighedsproblem i linjer som ”I even use to smoke my weed with rocks”. Udfaldet er dog at $hort stadig er (for)rygende, står ved sit cannabisforbrug og ikke ser noget problem heri.
I de temaer, der kredses om rent lyrisk, er der som sagt ikke meget nyt under solen, men hvorfor ændrer på noget der virker som det er? Det kan selvfølgelig godt være en blandet oplevelse at lytte til en Oakland-pimp’s synspunkter, hvis man som lytter ikke kan gennemskue at meget af det, der bliver rappet er gimmicks med et glimt øjet, deler humoren, eller er enig i Too $hort’s ofte meget overlegne tilgang til stort set hvad som helst.
Selvom Too $hort ofte er blevet anklaget for at have et slow flow, fejler leveringerne ikke noget. Ligesom tekstuniverset, understreger det tilbagelænede oldschool flow blot Shorts personlige stil, med andre ord: det handler ikke om kvaliteten af tracksene, men om hvor vidt ”Still Blowing” falder i ens personlig smag.
Udover $hort selv, har Crunk-kongerne Lil jon og Jazze Pha givet deres bidrag til lydbilledet. De overasker begge undertegnede positivt, da produktionerne ikke er lige så simple, som man kunne forvente, og det klæder Too $hort’s stil at numrene rent musikalsk ikke også er ”minimalistiske”. overordnet minder det musikalske islæt en inkarneret fan af Too $horts om macken’s gyldne år, hvor beatsene konsekvent blev til ved hjælp af live-musikere.
På ”Still Blowing” er titelnummeret samt ”Checking my hoes” og ”Maggot Brain” især et lyt værd, da disse hver især belyser aspekter af Too $horts univers på en underholdende og ny måde.
4/6
DUBCNN Magazine kan ikke holdes ansvarlig for hvad bloggere og/eller artister udtrykker via text, lyd eller billede. Denne side er en nyhedskanal, hvor individer frit kan udtrykke sig via tekst, lyd og billede. Ansvaret for text, lyd og billede hviler derfor udelukkende på den, der opretter indlægget på siden.
Ældre Indlæg »
